Hos GNL Wind Service er der plads til alle; til lærlingen, til automekanikeren, til drengen og til pigen, til fleksjobberen, til de unge og til de nyudlærte, til dem med lidt erfaring og til de garvede med mange års erfaring. Da vi møder Poul Erik Futtrup til GNL Wind Services 10-års jubilæum, er vi ikke i tvivl om, at han hører til sidstnævnte gruppe, hvad angår livserfaring. Han er en mand med noget på hjertet og erfaringen stråler ud af ham, når han går i gang med at fortælle om sine oplevelser og den erfaring, han har med sig i bagagen.
Personlige værdier som rettesnor
Poul Erik er uddannet landbrugstekniker, har drevet økologisk landbrug, hjulpet unge i job, været på udviklingsprojekter i Nepal, arbejdet med beton og er hobbyfotograf i sin fritid. I dag er han ansat som Vindmølletekniker hos GNL Wind Service.
Selvom Poul Erik har prøvet lidt af hvert, har hans værdier altid været en rettesnor for ham og peget ham i retning af de arbejdspladser og brancher, hvori han har kunne spejle sig. Og det er netop dét, der skete hos GNL Wind Service og mødet med Helle & Gert.
”For mig giver det mening at lave noget, der giver samfundsmæssig værdi. Især økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed ligger mig meget på sinde”
Som Poul selv siger det, så er han ”landet blødt hos GNL Wind Service ”. Han beskriver selv sin nye arbejdsplads som et sted, der på den ene eller den anden måde er blevet samlingspunktet for alle de ting, han tidligere har lavet og de værdier, som han selv står på mål for. Siden han for første gang trådte ind ad døren hos GNL Wind Service, har Poul Erik været ude på flere forskellige on- og offshore opgaver, som senest bød på en tur ud på det Irske Hav.
Omstillingsparathed og fokus
På de få måneder, Poul Erik har været en del af GNL Wind Service, har han allerede erfaret, hvad det kræver at arbejde som vindmølletekniker. For ham står det meget klart, at det er omstillingsparatheden og fokus på sikkerheden, der er allervigtigst, når man er ude på reparations- eller serviceopgaver:
”Omstillingsparathed er afgørende, når man arbejder som vindmølletekniker og man skal være klar til at rejse ud på større opgaver, hvor det kræver, at man er væk hjemmefra i en uge eller to. Derfor er det også afgørende, at der er forståelse og støtte fra baglandet”
Og fortsætter
”Derudover skal du som vindmølleservicetekniker altid være fokuseret. Du kan stå i en arbejdssituation, som ikke nødvendigvis kræver noget teknisk, men alligevel skal du ALTID holde fokus på situationen og sikkerheden i forbindelse med den opgave, du er på”.
Tak for snakken, Poul Erik.