Den arbejdende bestyrelsesformand
Selvom Ole arbejder som bestyrelsesformand, indebærer hans rolle hos GNL Wind Service meget andet end bestyrelsesmøder, strategi og regneark. Han fungerer nemlig også som sparringspartner, rådgiver og indimellem også som den, der stiller Helle og Gert de spørgsmål, man måske ikke altid har lyst til at svare på.
De lidt irriterende spørgsmål.
For eksempel om en beslutning skaber udvikling og værdi. Om man holder fast i strategien. Og om tiden og pengene bliver brugt på det rigtige.
Aldrig for at spænde ben. Tværtimod.
Men i rollen ligger et ansvar i at give Helle og Gert modspil, aflaste dem, når der er behov for det, og tage ansvar for nogle af de svære ting, så de kan bruge deres tid på det, de er bedst til.
Samtidig har han en række andre kasketter på, hvor han blandt andet hjælper med dialogen med pengeinstitut og revisor og fungerer som forbindelsesled til forskellige samarbejdspartnere og interessenter omkring koncernen.
Det er en del af jobbet, han trives rigtig godt med.
Om udvikling, vækst og mennesker der trives.
De seneste fem år har budt på en ganske betydelig udvikling hos GNL Wind Service. Højere omsætning, stærk indtjening, bedre kapitalforhold, høj kundetilfredshed og ikke mindst et hold medarbejdere, som trives. Og udvikling er noget, som Ole holder meget af at arbejde med, især når det er sammen med mennesker, der ønsker at udvikle sig:
“Der har været knald på, og det ser ud til at fortsætte, så det er med at holde tungen lige i munden og fokus på det væsentlige: høj trivsel blandt personalet med stor arbejdsglæde samt tilfredse kunder.”
Det er samtidig nogle af de områder, hvor Ole oplever, at GNL Wind Service er lykkedes rigtig godt de seneste fem år, og som virksomheden fortsætter med at have fokus på, også når tempoet fortsætter med at stige.
Ikke kun en del af ledelsen
Spørger man Helle og Gert, er der da heller ikke meget tvivl om, hvordan de ser Oles rolle som arbejdende bestyrelsesformand.
De fremhæver hans engagement, drive og handlekraft. At han sætter sig ind i tingene, følger op og ikke er bange for at tage fat.
Men de fremhæver også noget andet: Han er en del af holdet.
“Ole blender rigtig godt ind sammen med folkene. Han viser stor interesse for medarbejderne og fællesskabet, og vi ser ham som en del af holdet – ikke kun fra ledelsens side, men også blandt medarbejderne.”
Afslutningsvis siger Ole om samarbejdet med Helle og Gert:
“Jeg er taknemmelig over, at jeg i sommeren 2021 fik chancen for at komme med i ledelsen af deres virksomheder. Vi har et, synes jeg, fortrinligt samarbejde, som er på lige fod uanset, hvor i virksomheden, jeg befinder mig, og hvor vi hver især bidrager med vores forskellige kompetencer.”
Stort tillykke med de fem år. Tak for indsatsen, engagementet og for at være en del af holdet💚






