Om arbejdet hos GNL Wind Service
Nicolaj har varetaget forskellige jobs, inden han blev ansat hos GNL Wind Service. Blandt andet har han arbejdet som lagermedarbejder og pedelmedhjælper i forskellige virksomheder.
Den 1. maj 2023 blev han ansat som fast medarbejder hos GNL Wind Service, hvor han varetager sine fleste arbejdsopgaver ude på værkstedet i Roslev. Her møder han ind 2,5 time om dagen, fire dage om ugen, hvor han blandt andet bruger sin arbejdsdag på at presse pap, sætte varer på plads, feje gulve, tømme spildolietanke og andre vedligeholdelsesmæssige opgaver.
At have noget at stå op til
Men når vi spørger ind til Nikolajs foretrukne gøremål hos GNL Wind Service, så falder svaret ikke prompte på en arbejdsopgave. For ham er hans glæde ved at gå på arbejde nemlig ikke forankret i en specifik arbejdsopgave:
”Det at jeg har noget at stå op til, er det bedste ved at være herude. Jeg kan stå op og komme i gang med noget og jeg er en del af virksomheden. Det betyder mere for mig, end mine arbejdsopgaver”.
Og det har ikke altid været nemt at finde arbejde for Nikolaj, som kunne fejre sin 25 års fødselsdag den 11. maj. Han har over flere omgange været tilknyttet jobcenteret i Skive, mens hans har ledt efter et arbejde, hvor både geografi, opgaver og hensyntagen til sine udfordringer skulle op i en højere enhed.
Hvorfor GNL Wind Service?
Hos GNL Wind Service bliver der taget hensyn til de udfordringer, der naturligt følger med dét at have Aspergers og ADD. Og det har helt enormt stor betydning for Nicolaj:
”Jeg bliver hurtigere træt og forvirret i hovedet. Men hos GNL Wind Service er det rart at være. Her kan jeg tage tingene i mit eget tempo, når jeg har behov for det, og der er ikke det samme pres på, som jeg har oplevet i andre stillinger”
Tak for snakken Nicolaj 🙂